Artikel

Derfor er phishing stadig en af cyberkriminelles mest effektive angrebsmetoder

Phishing er blevet sværere at gennemskue. Cyberkriminelle bruger kunstig intelligens til at skrive overbevisende beskeder, efterligne betroede afsendere og udnytte de digitale kanaler, vi bruger hver dag. Her forklarer TDC Erhvervs sikkerhedseksperter, hvorfor phishing fortsat er en af de mest effektive angrebsmetoder, hvordan truslen udvikler sig, og hvad virksomheder og medarbejdere kan gøre for at reducere risikoen. 

En besked fra en kollega. En SMS om en pakke. En mail fra IT-afdelingen med besked om at opdatere din adgangskode. 

De fleste af os modtager dagligt beskeder, der kræver en handling. Og netop det udnytter cyberkriminelle, når de forsøger at få adgang til virksomheders systemer, oplysninger og økonomi. 

Tidligere var stavefejl, usædvanlige formuleringer og mistænkelige afsenderadresser ofte tydelige advarselstegn. I dag kan phishing være langt mere overbevisende. Derfor handler beskyttelse mod phishing ikke længere kun om at genkende falske mails, men i lige så høj grad om at kunne identificere usædvanlige anmodninger og vide, hvordan man reagerer.


Hvad er moderne phishing?

Phishing er en form for digital svindel, hvor cyberkriminelle forsøger at manipulere en person til eksempelvis at udlevere fortrolige oplysninger, overføre penge eller give adgang til virksomhedens systemer. 

Angrebene foregår ikke kun via e-mail. De kan også komme gennem SMS, telefonopkald, browser-popups, QR-koder og falske systemmeddelelser. 

Samtidig kan cyberkriminelle udnytte oplysninger om virksomhedens medarbejdere, leverandører og arbejdsgange til at gøre henvendelserne mere troværdige. 

Et phishingforsøg kan derfor ligne en helt almindelig arbejdsopgave. Det kan eksempelvis være en leverandør, der beder om at få ændret sine betalingsoplysninger, eller en kollega, der sender et link til et dokument, som angiveligt kræver login. 

Fælles for forsøgene er, at de udnytter modtagerens tillid og forsøger at få vedkommende til at handle, før der opstår mistanke.


Hvorfor er phishing stadig en af de mest effektive angrebsmetoder? 

Mange medarbejdere kender i dag begrebet phishing. Alligevel er phishing fortsat en af de mest anvendte metoder blandt cyberkriminelle. 

Det skyldes blandt andet, at cyberkriminalitet er blevet mere professionel og lettere at udføre. I dag findes der færdige værktøjer og tjenester, som gør det muligt at gennemføre phishingkampagner i stor skala, uden at den cyberkriminelle nødvendigvis behøver at have avancerede tekniske kompetencer. 

Samtidig har kunstig intelligens hævet bundniveauet for de kriminelle. Med AI kan cyberkriminelle hurtigt skrive velformulerede beskeder, undersøge deres mål og tilpasse henvendelserne til den konkrete modtager. Det gør phishingforsøg mere relevante, personlige og troværdige end tidligere. 

Men phishing handler ikke kun om teknologi. Cyberkriminelle kombinerer tekniske angreb med manipulation af menneskelig adfærd og spiller ofte på tillid, travlhed og følelser som bekymring eller hastværk. 

Når en henvendelse både virker troværdig og kræver hurtig handling, kan det være vanskeligt at skelne mellem legitim kommunikation og svindel.


Phishing har fået mange nye ansigter 

Mange forbinder stadig phishing med falske e-mails eller SMS-beskeder. Men TDC Erhvervs sikkerhedseksperter ser i dag en bredere vifte af metoder, hvor cyberkriminelle udnytter de digitale kanaler og tjenester, som medarbejdere bruger i hverdagen. 

Voice phishing (vishing) er et eksempel. Her kontakter cyberkriminelle virksomhedens Helpdesk og udgiver sig for at være en medarbejder, der har mistet adgang til sin konto eller multifaktorgodkendelse. Formålet er at få nulstillet adgangsoplysninger, så angriberen kan overtage kontoen. 

Derudover ser eksperterne phishingforsøg forklædt som systemopdateringer, fejlmeddelelser eller falske "bekræft, at du ikke er en robot"-vinduer på kompromitterede hjemmesider. Målet er typisk at få brugeren til at installere software, oplyse logininformation eller udføre handlinger, der giver angriberen adgang til enheden. En anden voksende tendens er phishing via manipulerede søgemaskineresultater og annoncer, også kendt som SEO poisoning og malvertising. Her forsøger cyberkriminelle at få falske hjemmesider eller softwaredownloads til at fremstå som legitime søgeresultater i legitime søgemaskiner. Brugeren søger selv efter et program eller en tjeneste og ender dermed uforvarende på en side, der distribuerer malware. TDC Erhvervs observationer fra tredje kvartal 2026 viser blandt andet aktivitet relateret til malwarefamilien SectopRAT, hvor søgemaskiner, annoncer og falske softwaredownloads indgik som en del af kompromitteringsforsøg. Observationerne understreger, hvordan cyberkriminelle i stigende grad udnytter almindelige digitale vaner som en del af deres angreb.


5 råd: Sådan genkender og beskytter du dig mod phishing

Når phishing kan optræde i så mange forskellige former, er det ikke altid nok at lede efter de klassiske advarselstegn. Her er fem konkrete råd, der kan hjælpe medarbejdere med at genkende mistænkelige henvendelser og reducere risikoen for at blive ramt. 

1. Vær skeptisk, når nogen vil have dig til at handle hurtigt 

Et af de mest almindelige kendetegn ved phishing er, at afsenderen forsøger at skabe tidspres. Det kan være en besked om, at din konto bliver lukket inden for en time, en faktura, der skal betales med det samme, eller en leder, der angiveligt har brug for en hurtig pengeoverførsel. Formålet er at få dig til at reagere, før du når at vurdere, om henvendelsen er legitim.

Spørg derfor dig selv: Hvorfor haster det, og er anmodningen forventelig? 

Vær særligt opmærksom, hvis beskeden kombinerer tidspres med krav om at dele oplysninger, godkende et login eller gennemføre en betaling. En vigtig arbejdsopgave kan naturligvis godt være presserende. Men hastværk bør aldrig være en grund til at springe virksomhedens normale sikkerhedsprocedurer over.


2. Tjek situationen – ikke kun afsenderen og linket 

Mange har lært at holde øje med mistænkelige links og afsenderadresser. Det er stadig relevant, men ikke altid tilstrækkeligt. Cyberkriminelle kan efterligne kendte virksomheder og personer. I nogle tilfælde kan de også misbruge kompromitterede konti, så beskeden faktisk kommer fra en adresse eller profil, du kender. Derfor er det vigtigt at vurdere den samlede situation frem for kun beskedens udseende og afsender. 

Stil dig selv fire spørgsmål: 

  • Ville jeg normalt modtage denne type besked fra den pågældende afsender? 

  • Passer anmodningen til de opgaver, jeg arbejder med? 

  • Bliver jeg bedt om at gøre noget usædvanligt, eksempelvis dele adgangsoplysninger eller ændre betalingsoplysninger? 

  • Ville denne handling normalt foregå på denne måde? 

Forestil dig eksempelvis, at du modtager en mail fra en leverandør, der beder om at få fremtidige betalinger overført til et nyt kontonummer. Mailen ser professionel ud, og afsenderens navn er korrekt. Alligevel bør ændringen verificeres gennem virksomhedens normale godkendelsesprocedure og en kontaktkanal, du kender i forvejen. Det er ikke nødvendigvis beskeden i sig selv, der afslører forsøget. Det kan være den handling, du bliver bedt om at udføre.


3. Klik ikke på mistænkelige links – find selv vej 

Mange phishingforsøg forsøger at lede modtageren videre til en falsk hjemmeside, der efterligner en legitim tjeneste. Her kan medarbejderen blive bedt om at indtaste adgangskoder, betalingsoplysninger eller andre fortrolige data. En effektiv måde at reducere risikoen på er derfor at undgå links i beskeder, du ikke er sikker på, og i stedet selv finde frem til den relevante tjeneste gennem en kendt og betroet kanal.

Tre eksempler på sikker adfærd:

Du får en SMS om en pakke: Beskeden fortæller måske, at pakken ikke kunne leveres, eller at du skal klikke på et link for at vælge leveringstidspunkt eller afhentningssted. I stedet for at bruge linket bør du åbne fragtfirmaets officielle app eller besøge virksomhedens hjemmeside direkte for at se, om der faktisk ligger oplysninger om en pakke til dig.

Du modtager en mail om en låst arbejdskonto: Mailen kan hævde, at din konto bliver lukket, hvis du ikke logger ind med det samme via et vedhæftet link. I stedet bør du bruge virksomhedens normale loginportal eller kontakte IT-afdelingen for at få bekræftet, om der reelt er et problem med kontoen.

Du ser en popup om en nødvendig softwareopdatering: Popuppen kan advare om sikkerhedsproblemer eller fortælle, at din browser eller software er forældet. Undlad at downloade noget via popup-vinduet. Brug i stedet programmets indbyggede opdateringsfunktion eller virksomhedens godkendte softwareløsning for at kontrollere, om der faktisk findes en opdatering. Princippet er enkelt: Lad ikke en mistænkelig besked bestemme, hvilken hjemmeside du besøger, eller hvor du indtaster dine oplysninger.


4. Husk, at phishing også rammer mobilen

Phishing forbindes ofte med mails på arbejdscomputeren. Men cyberkriminelle kan også forsøge at nå medarbejdere gennem deres mobiltelefoner via eksempelvis SMS, chatbeskeder, sociale medier og QR-koder. På mobilen kan det samtidig være vanskeligere at gennemskue en afsender eller kontrollere den fulde adresse på et link. Og fordi mange bruger telefonen til både private og arbejdsrelaterede opgaver, kan et enkelt phishingforsøg potentielt få konsekvenser for virksomheden. Derfor bør den samme kritiske tilgang gælde, uanset hvilken enhed eller kommunikationskanal du bruger. Vær blandt andet opmærksom på uventede loginanmodninger, beskeder med links til ukendte hjemmesider og QR-koder, der beder dig om at indtaste virksomhedsoplysninger.

Husk også: En uventet anmodning om multifaktorgodkendelse (MFA) kan være tegn på, at nogen forsøger at få adgang til din konto. Godkend aldrig et login, du ikke selv har startet.


5. Spørg hellere én gang for meget end én gang for lidt

Selv erfarne medarbejdere kan blive i tvivl om, hvorvidt en besked er legitim. Derfor har virksomheder brug for en sikkerhedskultur, hvor det er naturligt at stille spørgsmål. Hvis en henvendelse virker usædvanlig, så kontrollér den gennem en anden, betroet kanal. Ring eksempelvis til leverandøren på et nummer, du allerede kender, eller kontakt kollegaen direkte gennem en anden kommunikationskanal. Brug ikke automatisk de kontaktoplysninger, der står i den mistænkelige besked. Det samme gælder, hvis du allerede har klikket på et link eller delt oplysninger. Jo hurtigere virksomhedens sikkerhedsansvarlige bliver informeret, desto bedre muligheder har de for at undersøge hændelsen og begrænse eventuelle konsekvenser. Det vigtigste er derfor ikke, at alle medarbejdere altid kan gennemskue et phishingforsøg. Det er, at de ved, hvordan de skal reagere, og føler sig trygge ved at rapportere mistænkelige hændelser.

Hvad gør du, hvis du har klikket på et phishinglink? 

Et klik på et mistænkeligt link betyder ikke nødvendigvis, at din enhed eller konto er kompromitteret. Men det er vigtigt at reagere hurtigt, så en potentiel hændelse kan undersøges. 

Hvis du har klikket på et mistænkeligt link: 

  1. Stop med at interagere med siden. Undlad at indtaste oplysninger, downloade filer eller godkende anmodninger. 

  2. Kontakt straks virksomhedens IT-afdeling eller sikkerhedsansvarlige. Fortæl, hvad der er sket, også selvom du ikke har bemærket noget usædvanligt. 

  3. Hvis du har indtastet din adgangskode, skal den ændres hurtigst muligt via den officielle tjeneste eller efter IT-afdelingens anvisninger. Oplys også, hvis du har godkendt en MFA-anmodning. 

  4. Hvis du har downloadet eller åbnet en mistænkelig fil, skal du følge virksomhedens beredskabsprocedure. IT-afdelingen kan vurdere, om enheden skal isoleres fra netværket. 

  5. Følg op på hændelsen. IT-afdelingen kan undersøge, om der har været uautoriseret adgang, og om der er behov for yderligere sikkerhedstiltag. 

Hurtig rapportering kan være afgørende for at forhindre, at et enkelt phishingforsøg udvikler sig til en større sikkerhedshændelse. Phishing er ikke kun medarbejdernes ansvar Selvom opmærksomme medarbejdere spiller en vigtig rolle i at forebygge phishing, kan virksomheder ikke basere deres sikkerhed på, at alle mistænkelige beskeder bliver gennemskuet. Derfor bør medarbejdernes sikkerhedsadfærd understøttes af tekniske og organisatoriske foranstaltninger. Det kan blandt andet være multifaktorgodkendelse, beskyttelse mod skadelige mails og hjemmesider, faste godkendelsesprocedurer for betalinger og løbende træning i at genkende digitale trusler. Virksomheden bør samtidig have klare retningslinjer for, hvordan mistænkelige henvendelser rapporteres, og hvordan en potentiel sikkerhedshændelse håndteres.

Effektiv beskyttelse mod phishing kræver med andre ord både teknologi, mennesker og klare processer. 

For selvom phishingforsøg bliver mere overbevisende, kan en kombination af opmærksomhed, gode sikkerhedsvaner og tekniske foranstaltninger gøre det væsentligt sværere for cyberkriminelle at lykkes.



FAQ: Ofte stillede spørgsmål om phishing 

FAQ: Ofte stillede spørgsmål om phishing 

Vær opmærksom på uventede beskeder, der skaber tidspres, beder om personlige oplysninger eller forsøger at få dig til at åbne et link. Er du i tvivl, bør du kontakte virksomheden gennem dens officielle app eller hjemmeside. 

Ja. TDC Erhvervs sikkerhedseksperter ser blandt andet eksempler på såkaldt voice phishing, hvor cyberkriminelle kontakter en virksomheds Helpdesk og udgiver sig for at være en medarbejder, der har glemt sit password eller sin multifaktorgodkendelse. Målet er at få Helpdesk til at nulstille adgangsoplysninger, så angriberen kan overtage kontoen.

Kunstig intelligens kan bruges til at skrive sprogligt overbevisende beskeder, tilpasse indholdet til bestemte modtagere og gøre falske henvendelser mere troværdige. Derfor er stavefejl og dårligt sprog ikke længere pålidelige tegn på phishing.

Ja. Phishing kan ramme virksomheder i alle størrelser. Også mindre virksomheder kan være attraktive mål, blandt andet fordi et vellykket angreb kan give adgang til fortrolige oplysninger, økonomiske midler eller samarbejdspartneres systemer.

Phishing er en bred betegnelse for digitale svindelforsøg, hvor kriminelle forsøger at narre modtagere til at udlevere oplysninger eller udføre bestemte handlinger. Spear phishing er en mere målrettet variant, hvor angrebet er tilpasset en bestemt person, virksomhed eller organisation.

Godkend aldrig en MFA-anmodning, du ikke selv har startet. En uventet anmodning kan være tegn på, at nogen forsøger at få adgang til din konto. Kontakt virksomhedens IT-afdeling, hvis du er i tvivl.

Indsigter

Relaterede artikler

Rapport
03. Sept
Har virksomheder i Danmark fremtidssikret arbejdspladsen?

4 ud af 10 virksomheder ser cybersikkerhed som afgørende for at fremtidssikre sig. Se hvorfor og få flere indsigter i rapporten “Har virksomheder i Danmark fremtidssikret arbejdspladsen?”

Kontakt os

Vil du vide mere?

Uanset om du søger rådgivning, vil høre mere om en løsning eller har brug for hjælp, er vi klar til at hjælpe dig videre.

Bliv ringet op
Få rådgivning omkring vores services